jeg pakker min gamle kuffert, med breve fra hele verden, fra dig til dig og små noter om os.

vi forlader det regnfulde danmark, blaffer os igennem en verden af lastbiler, personbiler, familiebiler, og forretningsmænd. vi er oppe med dem alle, det er som om at regnen i denne her verden er smukker, falder på min næse som bløde dråber, bliver til glas når det lander, og gør mine kinder røde, som når jeg kigger på dig når du sover.

mørket er over os, og vi bliver sat af på vores hemmelige sted, ikke engang os selv ved at det er hemmeligt, fordi det er min hemmelighed, brostenene er glatte efter regnen, der vokser blomster imellem dem, og der står det træ, det træ vi elskede under første gang, det hele var så roligt, så smukt og farligt. det var mørke som nu, og du kærtegnede mig som jeg aldrig er blevet før, du kyssede min nakke, med dine silke læber. ikke engang stjernerne kunne nå os, vi var så langt væk. men hvis vi rakte hånden ud, ville vi kunne få fat på hele verden, vi kunne sidde for enden af regnbuen, rører de fantastiske farver. jeg drømmer om at være her i sne, i sne der falder i mit hår, og bliver siddende, sne som gør mine læber tøre, min næse våd og rød, og mine kinder til små æbler. jeg drømmer om at stå der, midt i det hele, kun med dig, åbne munden og spise hele verden. jeg drømmer om os to, i gaderne uden lys, vi spiser søde kager, og drikker sød kaffe, fra det fineste bageri, der ligger på vores gade, hvor vejen er lige, og små børn løber, vi optager lyden i vores sind, og gemmer den til der en dag bliver stille..

jeg drømmer. men drømmen bliver til virkelighed, hvis vi bare tror nok på det.