jeg kan snart ikke finde op og ned, frem og tilbage. jeg ved ikke hvor jeg skal kigge hen eller hvad jeg skal tænke. jeg spiser ikke og mine hænder ryster så jeg ikke kan rulle mine ciaretter. jeg spiler kaffe ned af mig selv op til flere gange på en dag, fordi jeg ikke kan holde på koppen, og glemmer tit mig selv eller verden. jeg kan ikke huske navnet på dig mere, eller hvordan du ser ud når du sover. jeg kan ikke huske hvordan jeg selv er. jeg er forvirret og stresset. og jeg savner det forbudte, det der gjorde mig tryg, at sidde med dig på hovedebanegården om natten når vi skulle hjem til mig, men vi blev siddende i hinanden fordi det var varmest. jeg har lyst til at græde, og skrige at du skal være her for mig nu, for jeg ahr brug for du holder om mig i nat, at du nusser mit hår og henter vand til mig. at jeg kan være der uden at sige noget, at du sætter tegnefilm på fordi du ved at det er det jeg helst vil se. og du nusser mig i søvne, og vækker mig ikke dagen efter, men ligger en besked om at der er brød i køkkenet, og at jeg bare må blive liggende hvis det er det jeg har lyst til, du har fri kl halv 4, og tager mad med hjem hvis jeg er der. det er hvad jeg vil, men jeg tør ikke spørge om du vil være der for mig, for hvis du siger nej gør det endnu mere ondt i mig.