kaffepletterne i vinduet siger det hele, vores lange samtaler til kl 7 om morgenen, tåre gråd, glæde kys, varme hænder kolde tær, gamle lper, og minder.
tiden stoppede, vi var os, stjernerne og vinden i træerne, flød ud i et, blev til en helhed som når man pisker fløde, og det bliver til flødeskum, vi hang sammen, som vi ikke gjorde før, vi var faste, og tætte. vi var sukker.
nu vi fløde igen.

jeg drikker af det samme glas som vi har drukket af de sidste par dage, bare for at suge det sidste af dig ud af mit univers.

vandet ville skylle det hele væk, jeg ville dufte godt, rent, nyt, som et barn.
men du ville være væk væk fra huden, væk fra duften, væk, din duft er i dynerne. men dynerne hænger ud af viduet.
er i vaskemaskinen, du dufter nu af vaskepulver, råd og nyt, godt og luftigt. men ikke dig
lanet er der stadig, der er kaffe pletter, og safter. det skal væk, duften af dig bliver overdøvet af alt det rene.
nu var det der igen.. det er den dårligeste måde at glemme på. det som om når jeg tager en dyb værtrækning ind af næsen, ligger du i mine pore, i min hud, under min hud. du forsvandt ikke. du er stadig der.